Det går noget tid mellem at jeg skriver her inde. Er ikke så god til at få det gjort, men nu kommer der lidt mere. Jeg har fået i opgave fra skolen at beskrive kulturmøder på mit arbejde. Så dette indlæg vil handle meget om de tanker jeg har gjort mig på L2L og hverdagen med drengene nu efter 2 ½ måneder. Så her får i lige mine lektier venner:)
Jeg har det rigtig godt her i Cape Town og elsker virkelig at være på Learn 2 Live. Det bliver bare bedre og bedre. Bliver glad af at komme på arbejdet og møde drengene. Jeg har det allerede urolig svært ved tanken om at jeg skal rejse fra dem når den tid kommer. Er blevet så glad for dem alle sammen med deres mange forskellige herlige personligheder. Nogen dage er gode og nogen dage i den grad dårlige. Heldigvis vejer de gode op for de dårlige!
Har brugt meget tid på at gruble over dette månedsbrev om kulturmøder og forsøgt at taget nogen notater på arbejdet efter forskellige episoder. Men jeg synes det er lidt svært at vælge episoder ud, da hver dag på L2L er fyldt med kulturmøder for mig. Det jeg har tænkt meget over er at jeg i starten virkelig bed mærke i den anderledeshed og kontrast der er i kulturen, drengene imellem, men ikke mindst reagerede jeg på lærerens metoder og institutionskulturen. Nu tænker jeg ikke over det så meget længere, da man hurtig vænner sig til det hele og accepterer meget, tilpasser sig og ikke mindst får vendt sine forestillinger lidt på hovedet. Noget som også kan være lidt skræmmende at opleve i forhold til de personlige grænser man havde i starten.
Synes jeg har oplevet både kultursammenstød og et kulturmøder på arbejdet. Det som er lidt specielt for Sydafrika som land, er at der er ufattelig mange forskellige kulturer i kulturen, en blandet kultur, om jeg kan sige det sådan. Jeg oplever ofte i samtaler med de unge at de kommer fra meget forskellige familie forhold og har forskellige værdigrundlag. Der er meget forskel på drengene i forhold til for eksempel hvor de bor, hvilken Township (Community) de er opvokset i, om de er sorte eller farvede, hvilket sprog de taler, Zulu, Afrikaans, Xhosa osv. Om de bor på Shelter, sammen med sine deres forældre, eller om det er bedstemoren eller andre slægtninge der tager sig af dem eller om de er kristne eller muslimer. Samtidig kan det i mødet mellem mennesker med forskellige kulturelle baggrunde i begyndelsen være svært at sige, hvad der er personligt og hvad der er kulturelt betinget. Når noget er kulturelt betinget så betyder det, at den handling eller opfattelse der er tale om, er forbundet med traditioner og værdier som hører en kultur til, oftest en kultur man er vokset op i eller har tæt tilknytning til af anden årsag. Jeg har valgt tre forskellige områder som har vært et kulturmøde for mig. Den første er den religiøse side af undervisningen og hverdagen her på L2L. Den anden er det uundgåelige faktum at det er en del af den Sydafrikanske kultur at man slår børn som en del af opdragelsen. Den tredje og sidste er virkeligheden i de relationelle forhold jeg danner med drengene. Når du tror du har dannet en god kontakt med en af drengene, opdager du at du ikke kan stole på dem under nogen omstændigheder. Noget som har sneget sig lidt ind på mig, selv om jeg viste det, men som den naive, godtroende nordmand jeg er, måske er det sværeste for mig på arbejdet.
Religion: Da jeg startede var det at det religiøse fylder så enormt meget i undervisningen et kulturmøde for mig. Religion og kristendom er en meget stor del af kulturen her nede. Det er dybt indarbejdet i skolens og institutionernes hverdag og rutiner. Selvom kristendom ikke længere nødvendigvis er den dominerende religion her, da mange er muslimer, er det klart den religion som dominerer de fleste skoler og institutioner. De beder fadervor hver morgen, læser fra bibelen, beder en bøn inden mad og efter mad, i tillæg til at der er en samling hver mandag, som hovedsagelig er religiøst med fokus på at lære dem om bibelen, synge gospel agtige sange, samt bede sammen. Min lærer Mrs. Jacoba er enormt religiøs, og gør meget ud af at bruge bibelen når hun vil lære drengene noget, eller irettesætte dem. Men her skal der lige siges at det er forskelligt fra lærer til lærer hvor meget det fylder i klasseundervisningen. Mrs. Jacoba er klart den af lærerne på L2L som går mest op i det religiøse. Man bliver enormt bevist om at vi hjemme i Danmark og Norge har et meget mindre religiøst præget samfund. Vi har selvfølgelig vores helligdage og religions betinget traditioner i DK, som jul, påske osv.. Men det er alligevel ikke så meget fokus på det religiøse i hverdagen for folk flest, mere traditionerne som hygge og noget at mødes rundt. Derfor bliver graden af religion hurtigt voldsomt nok for os nordboere, særlig når man ikke selv er særlig religiøs.
I starten havde jeg lidt svært med at forstå hvad alt det med religion skulle til for, men efter at have snakket lidt med drengene om religion er det gået op for mig hvor utroligt vigtig tro er for dem. I tillæg til at det ligger dybt i deres kultur at gå i kirke hver søndag, og ikke mindst at tilhøre en bestemt kirke, er det deres livssyns grundlag at Gud er der for en, og at man må tage valg i livet ud fra ens religiøse tro. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på dem som måske ikke har en tro. Da jeg tror den kulturelle selvfølgelighed i det at have en tro kan blive enormt skræmmende for særlig børn som måske ikke føler de forstår det der er noget større end dem selv. Det er alligevel et stort krav at stille et barn at have en tro, leve efter den og være bevist om ikke at bryde med troens mange regler. Dette har jeg særlig tænkt på med hensyn til drengene på min skole som jo er smidt ud fra andre skoler fordi de har lavet meget ballade og ”synder” generelt meget. Det som er vigtig i forhold til at arbejde i en kultur hvor religion har så stor plads, er at være ydmyg og respektere deres livssyn. Jeg kan godt snakke med drengene om religion, hvor de spørger ind til mig og min tro eller mangel på samme. Men jeg tror det er vigtig at jeg fokuserer på ikke at forsøge at fremstå som et forbillede for dem i forhold til ikke at være kristen. Men heller give dem et eksempel på at det også nok skal gå godt med en om man ikke tror på noget. Det er faktisk lidt et dilemma i forhold til at jeg bliver meget stor kontrast til Mrs. Jacoba. Men jeg følger af respekt hendes rutiner når jeg har klassen alene, ved at vi altid starter dagen med at stå oprejst, lukke øjnene og bede fadervor for derefter at sige good morning Class, så siger de i kor: good morning teatcher.
At slå som en del af opdragelsen: Dette var en af de ting jeg var meget bekymret for inden jeg rejste. Jeg viste jeg ville opleve det, men jeg anede ikke hvordan jeg ville reagere. I DK er det jo uacceptabelt og for ikke at snakke om strafbart at slå et barn. Her er det en meget naturlig del af det at lære børn og unge noget at give nogen smæk for at markere at barnet eller den unge gjorde en fejl. De tror på at dette er en nødvendighed så frem der er en meget god grund til at revse. Det er dog ikke i orden bare at slå uden grund. Der gik meget lang tid inden jeg så Mrs. Jacoba slog nogen af drengene.) Tror først det var efter en måneds tid. Det var til sidst på dagen og drengen var lige stillet op på en række for at gå ned og spise i madsalen inden de skulle hjem. Mrs. Jacoba var i gang med at give mig en birthday blessing da jeg hade haft fødselsdag dagen inden. En af drengene, Keno som kan være en ordentlig irriterende og provokerende nogen gange kom med en kommentar på afrikaans i det Mrs. Jacoba var i gang med den højtidelig blessing. Jeg ved ikke hvad han sagde, men det er helt sikkert at det var noget meget uforskammet for i samme giver Mrs. Jacoba sig til at slå ham hårdt med flad hånd over det hele hvor hun kunne komme til mens hun prøvet at holde han fast. Hun slog han 10-15 gange inden hun kylede ham ud på gangen. Derefter vendte hun sig mod mig og fortsatte sin højtidelige birthday blessing, som om ingenting var sket. Her blev jeg faktisk mest forskrækket over min egen reaktion på det der lige var sket, da jeg overhovedet ikke fik ondt af drengen. Nu skal der lige siges at Keno virkelig kan være vanskelig og bruger det meste af sin tid på at prøve lærernes grænser af. Jeg har set Mrs. Jacoba skælle ham voldsomt ud mange gange, for så at sende ham ud på Brother Chris kontor, men denne gang fik hun nok og tog sagen i egne hænder må man sige. Ikke fordi jeg på nogen måde synes det er i orden at slå, men børnene her er vandt til at når den er helt gal, så får de det at vide med vold.
Keno havde prøvet Mrs. Jacobas grænser af i lang tid og i denne situation, i denne kultur, var det vel det hun blev nødt til at gøre for at han på nogen måde skulde kunne reflektere over situationen. Jeg er klar over at dette lyder mærkeligt, men det er nødvendigt at medtænke den kultur de bliver opdraget i. Jeg vil selvfølgelig aldrig selv slå. Noget andet ville være om alle voksne var med på at benytte andre metoder end vold her, men det kommer nok helt sikker ikke til at ske i den nærmeste fremtid. Har snakket meget med Sydafrikanere om dette med at slå børnene. For dem er det en kæmpe forskel på at give børnene smæk som lærepenge og del af opdragelsen, og det at slå børnene som straf i frustration og mangel på andre midler i ens rolle som opdrager. Det sidstnævnte bliver der set ned på her, og er tydelig ikke i orden. Når jeg fortæller dem at i DK må vi ikke engang klapse børnene, kikker de på mig som om jeg kommer fra Mars, hvordan kan man da lære børnene at opføre sig pænt? I må have mange uforskammede børn i DK, tænker de vist. Nu har jeg efterhånden set Mrs. Jacoba og de andre lærere slå drengene en del gange, men jeg vænner mig nok heldigvis aldrig til det. Men jeg må indrømme at min reaktion og forståelse er en helt anden end jeg troede den ville være. Troede jeg ville have det enormt svært ved det og ingen forståelse for det. Jeg kan jo godt forstå at de alle ender med at benytte vold i opdragelsen når det er normen her. Mrs. Jacoba er god til psykisk vold. Det gør mere ondt og giver nok også mere langsigtede mén end at få et raps, så det er nok det der ryster mig mest i klasse undervisningen og i den sidste ende føles som det der gør mest indtryk på drengene. Drengene har en tendens til at dele sin frustration over Mrs. Jacoba med mig, og det at hun giver nogen klaps i ny og ned er vist ikke det er frustrerer dem overhovedet, men mere den urolig strikte og hårde tone hun har mod dem, og en følelse af uretfærdighed i irettesættelserne og konsekvenserne for deres handlinger. Selv om jeg ikke kan sige det til drengene, kan jeg forstå dem godt. Jeg har svært ved at forstå hendes valg af kampe med drengene nogen gange. Men hendes værdiger er også meget forskelligt fra mine. Hun sætter værdien af respekt for hende meget højt, mens hun for eksempel ikke går så højt op i at de skal behandle hinanden pænt.
Relationerne til drengene: Til sidst som eksempel på et kulturmøde vil jeg nævne min relation med drengene som kan være et udfordrende møde med virkeligheden i den kultur jeg befinder mig i. Drengene lever en hård hverdag med stor fattigdom. De lever fra hånd til mund de fleste af dem, og de er vant til at for at kunne overleve måde gøre hvad som helt for penge. Flere af drengene i min klasse har levet alene på gaden i flere år. De har skaffet penge ved at tigge, stjæle og nogen af dem har solgt sex for at få penge til stoffer og mad. Det ligger dybt i dem alle at hvis der er noget at få nogen steder så går man efter det. Et eksempel er i mad salen, når de får frugt inden de går hjem. Det er ofte en krig om de ekstra æbler der er efter alle har fået et, alle vil gerne have et mere. Det virker ikke som at det er fordi de er sultne længere, men bare fordi de gerne vil have det de kan få.
I starten vil de gerne have kontakt med en og man kan hurtigt tro at, nej hvor er han en sød dreng. Efter noget tid hvor de har oparbejdet en god kontakt med dig spørger de dig om de kan få lidt penge når de har dig alene. Dette er noget man skal igennem med de fleste af drengen inden de forstår at de ikke får nogen penge eller andet af en. Først da kan man begynde at danne en relation med drengen som ikke handler om at de vil have noget fra dig. Dette var nok det sværeste for mig i starten. Man blev bare så skuffet når de spurte en om penge. Men det er jo bare en naturlig konsekvens af det hårde sociale og økonomiske forhold de lever under. Noget som er i en stor kontrast til det danske. Desværre gør dette at man ikke kan stole på drengene. Man skal hele tiden have i baghovedet at de vil gøre alt for at opnå noget, de vil lyve, være venlige, spille den gode elev, alt for at opnå den mindste ting til fordel for sig selv. Enten det er at sige de er skidt for at få lov til at smutte ned på toilettet for at ryge en joint i timen, når de ved de ikke må for læreren af samme grund. Eller at gemme sit æble for dig og sige de ikke har fået et, for at få nasset et mere. Narre dig til at give dem svaret på matematik opgaven fordi de ikke gider at regne det ud selv. Låne min mobil for at spille spil på den. Spørge efter penge, cigaretter Osv..
Man kommer derfor til at føle man danner et forhold til drengene meget hurtigt, men egentlig går det meget langsomt fordi den første relation ikke er ”den rigtig relation”, men mere en nødvendighed for dannelsen af den ”rigtige relation” og for at kunne komme tættere på dem. Tror det kan være lidt svært for os fra DK at læse deres vilje til at komme i kontakt med dig på den rigtige måde, da deres fremgangsmåden er meget direkte og mere frembrusende en vi er vant til med unge der hjemme. Men sådan er det nok generelt med Sydafrikanere. En anden kulturelle kontrast fra der hjemme i ens forhold til unge her nede, er nok den dybe respekt de er opdraget til at have for dem der er ældre en dem selv. I tillæg til at der forventes at børn og unge har en særlig respekt for kvinder som er ældre en dem, da de ser dem som mors figurer. Alt i alt er dette halve år ikke andet en kulturmøder, men det er også det som er så spænende med det.
Jeg finder det enormt meningsfuldt at arbejde her nede, og det er helt sikker ikke den sidste gang jeg gør noget lignenede. Har gang i en del projekter på skolen nu som jeg vil skrive mere om her inde. Håber alle der hjemme har det godt!?
Kærligst hilsen Sara
